Lønbogholderen på den digitale bølge
Dato: dec 26. 2018
af: Mads Olsen
Lønadministration
Lønbogholderen på den digitale bølge

Der stilles store krav til den moderne lønbogholder. Udover at skulle være på forkant med lovgivningen på både skatte- og personaleområdet, GDPR, den nye ferielov m.m., så skal man som moderne lønbogholder også være med på den digitale bølge.

Det forventes naturligvis stadig og helt grundlæggende, at den moderne lønbogholder sikrer korrekt løn til tiden til alle medarbejdere – men det forventes også, at det gøres med stadig større effektivitet.

Mange digitale muligheder har åbnet sig op de sidste par år, ikke bare indenfor lønområdet, men også der hvor data kommer fra og der hvor data gives videre til.

Det er vigtigt, at man som lønbogholder kender disse muligheder og kan rådgive og vejlede sine kollegaer, ledelse og kunder, så der også i andre funktionsområder findes muligheder, for at spare værdifuld tid med de rigtige integrationer til lønsystemet. Udover den tid der spares, kan de rigtige integrationer også være med til at øge kvaliteten.

Lønprocessen er grundlæggende ganske enkel med datainput, lønkørsel, dataoutput og afstemning, Men alle der arbejder med lønadministration ved godt, at helt så enkelt er det ikke.

Som lønbogholder skal man også kunne forholde sig til nye emner og ikke kun den snævre lønproces. Her er det vigtigt at stille sig selv spørgsmålet: Hvordan kan jeg tilbyde merværdi til mine stakeholdere ved at få lønsystemet til at spille optimalt sammen med ”nabosystemer” som fx økonomi- og tidsregistreringssystemer?

 

Integrationspunkter til nabosystemer

Datainput sker måske via et tidsregistreringssystem, hvor timer og fravær opsamles og godkendes. Efterfølgende skal disse data ind i lønsystemet, hvor den behandles og bliver til bruttoløn, skat, ATP, nettoløn osv. Herefter skal de enkelte poster bogføres, hvilket oftest sker i et selvstændigt system. Systemer der måske hver især er optimeret til sin egen proces, men for at optimere den samlede lønproces, så skal systemerne integreres og tale sammen.

Så ikke nok med at den moderne lønbogholder skal kende til hvert enkelt af de nye digitale systemer, der kommer på markedet indenfor det lønrelaterede område, så skal de også vide, hvordan systemerne mest effektivt kommer til at tale sammen til gavn for den samlede proces.

Som en del af processen er det vigtigt også at inkludere kontroller igennem hele forløbet. Så man allerede så tidligt i fasen som muligt kan fange eventuelle fejl og kilder til forkert løn.

Den moderne lønbogholder kan gøre meget for at optimere arbejdet for sig selv ved at gøre brug af de mange nye digitale muligheder, der er på markedet, men det udfordrer også vanetænkning og holdninger som: ”Sådan plejer jeg ikke at gøre”.

Stor anerkendelse til de lønbogholdere, der er hoppet på Skyen og er blevet moderne lønbogholdere og høster frugten af de mange integrationsmuligheder, og dermed sparer sig selv og virksomhederne for masser af tid – og til alle andre en opfordring til at komme med, der er plads til endnu flere!

Vil du modtage artikler og nyheder direkte i din indbakke?