Få styr på den nye ferielov
Dato: jul 19. 2018
af: Mads Olsen
Lønadministration
Få styr på den nye ferielov

Den nye ferielov

Mange der arbejder med løn har allerede hørt om den nye ferielov, der træder i kraft den 1. september 2020. Det giver naturligt nok en række spørgsmål og usikkerhed omkring, hvad der kommer til at ske, hvornår det kommer til at ske – og ikke mindst hvad det betyder i forhold til de eksisterende måder at gøre tingene på.
Vi oplever også hos Zenegy, at der kommer en del henvendelser omkring lige præcis disse spørgsmål og særligt omkring:

”Hvad gør I hos Zenegy for at blive klar til den nye ferielov?”

I dette blogindlæg vil vi fortælle lidt mere om den nye ferielov – og hvad man som virksomhed og lønadministrator særligt skal være opmærksom på.

Generelt om den nye ferielov

Den væsentligste ændring med den nye ferielov er, at det bliver muligt at afholde sin ferie umiddelbart efter, at den er optjent. Denne ændring træder i kraft 1. september 2020. Der vil være en overgangsordning fra den 01. maj 2019, så der kan skiftes fra den nuværende til den nye ferielov.

Hvorfor en ny ferielov?

EU-kommissionen vurderede tilbage i 2014, at de danske ferieregler var i strid med EUs arbejdsmarkedsdirektiv, hvor det fastslås at lønmodtagere har ret til fire ugers betalt ferie om året. EU-kommissionen vurderede, at den nuværende danske ferielov ikke opfyldte disse betingelser, da nyuddannede lønmodtagere vil kunne komme til at vente op til 16 måneder på at kunne afholde betalt ferie, da den først har skulle optjenes. Nyansatte vil allerede måneden efter, at de har optjent ferie kunne holde 2 dages ferie.

Nuværende ferielov

Med den nuværende ferielov optjenes der ferie i kalenderåret til afholdelse i det efterfølgende ferieår (den 1. maj til 30.april). Dvs. ferien afholdes forskudt i forhold til hvornår den optjenes.

Hvordan er de nye regler?

Med de nye regler kan der afholdes ferie i samme periode, som ferien optjenes. Det kalder man også samtidighedsferie, hvor lønmodtageren vil kunne afholde sin ferie allerede i måneden efter, at den er optjent.

Det vil fra den 1. september 2020 ændres således, at ferieåret, hvor der optjenes ferie, ændres fra kalenderåret til perioden mellem den 1. september og 31. august.

Der optjenes ferie i en 12 måneders periode, første gang fra den 1. september 2020 til den 31. august 2021, mens perioden hvor der kan afholdes ferie vil være på 16 måneder, første gang fra den 1. september 2020 til den 31. december 2021. Årsagen til de 16 måneder er at skabe en større fleksibilitet omkring, hvornår ferien kan bruges.

Den nye ferielov ændrer ikke måden hvorpå, der generelt optjenes ferie. Der vil forsat være to grundlæggende måder at udbetale ferie på. Funktionærer vil have ret til ferie med løn og ferietillæg og vil forsat optjene 2,08 feriedage pr. måned. Timelønnede har fortsat ret til feriegodtgørelse, og feriepengene vil fortsat udgøre 12,5% af den ferieberettigede løn.

Lidt mere om overgangsordningen

Det har været nødvendigt at tænke en overgangsordning ind, da man, når den nye ferielov indføres, allerede vil have optjent feriedage i henhold til de gamle regler, der ikke vil være afholdt endnu.

Derfor er det besluttet at indføre en overgangsordning, som skal sikre, at medarbejderne (fortsat kun) kan holde op til fem ugers betalt ferie i overgangsåret, men samtidig bevarer retten til den ferie, som er optjent. Overgangsordningen træder i kraft den 1. januar 2019 style= “font-size: 18px; line-height: 27px;”.

Samtidig er overgangsordningen også til for at sikre, at arbejdsgiverne undgår at udbetale op til ti ugers ferie til medarbejderne på et år. 

Optjent ferie i perioden fra 1. januar 2019 til 31. august 2019 (16,7 betalte feriedage) vil kunne afholdes fra den 1. maj 2020 til den 30. september 2020.

Optjent ferie i perioden fra den 1. september 2019 til den 31. august 2020 (25 feriedage) indefryses i en ny fond under Lønmodtagernes Dyrtidsfond, der skal administrere lønmodtagernes indefrosne ferie.
Den indefrosne ferie kan ikke afholdes eller udbetales, før lønmodtageren forlader arbejdsmarkedet. Det svarer til, at I som arbejdsgiver i henhold til den nuværende ordning udbetaler det sidste års optjente ferie, når en medarbejder går på pension.

Hvordan bliver jeg klar som virksomhed?

Den nye lovgivning kommer naturligvis til at give nogle ændringer for virksomheder. Rent juridisk vil der være nogle ting omkring ansættelseskontrakter og personalepolitikker, der skal opdateres. Der vil regnskabsmæssigt skulle ske nogle tilpasninger. Der vil også skulle tages stilling til, om der skal ske en indbetaling til den nye fond af feriepengeforpligtelser m.m.

Og hvad sker der med jeres lønsystem?

Zenegy er naturligvis også ved at gøre klar til den nye ferielov, således at det i Zenegy bliver muligt at håndtere både overgangsordningen og den nye ferielov.

Der vil ved løbende optjening og afholdelse af ferie skulle laves et månedligt ferieregnskab på den enkelte medarbejder på, hvor meget ferie der er optjent, afholdt og til gode.

Vil du modtage artikler og nyheder direkte i din indbakke?