Udbetaling af indefrosne feriepenge
Dato: sep 11. 2020
af: Leyla Manafly
Lønadministration
Udbetaling af indefrosne feriepenge

Udbetaling af de indefrosne feriepenge, som lønmodtagere har opsparet i overgangsperioden, forventes at ske fra oktober måned.

Vi tager her en gennemgang af de gældende regler for udbetaling og hvad man som virksomhedsejer eller lønadministrator i Zenegy skal være opmærksom på.

Optjening af de indefrosne feriepenge har som bekendt været i overgangsperioden fra den 1. september 2019 til den 31. august 2020. En medarbejder, der har været i lønnet arbejde i hele perioden, vil have opsparet 5 ugers ferie, som jf. de oprindelige regler skulle blive udbetalt når medarbejderen forlader arbejdsmarkedet.

I sommers blev der vedtaget et lovforslag om udbetaling af 3 ugers indefrosne feriepenge, som giver alle medarbejdere med en ferieopsparing mulighed for at ansøge om udbetaling.

Lønmodtagernes Feriefond står for håndtering og udbetaling af feriepenge. En del af det praktiske i forbindelse med udbetaling er ikke klarlagt endnu, men det forventes at medarbejdere vil få mulighed for at ansøge via borger.dk i perioden fra oktober til 1. december 2020.

 

Hvor meget får mine medarbejdere udbetalt?

Det står frit for den enkelte medarbejder, at søge om udbetaling. Såfremt medarbejderen vælger at lade opsparingen stå, vil feriepengene blive udbetalt ved folkepensionsalderen, eller når medarbejderen forlader arbejdsmarkedet af andre årsager.

Det er naturligt at være nysgerrig på det beløb, som kommer til udbetaling når man har ansøgt om 3 ugers feriepenge – og en del medarbejdere kan derfor ty til diverse beregningsmodeller man nu kan finde på nettet.

Her er det dog vigtig at have viden om de forhold, som har en betydning for opsparet saldo i overgangsperioden, og i sidste ende indflydelse på udbetaling af feriepenge.

 

Beskæftigelse i perioden

Opsparing af 3 ugers indefrosne feriepenge, vedrører perioden fra 1. september 2019 til 31. marts 2020. Har medarbejderen kun været i lønnet arbejde i en del af perioden, vil det have en betydning for opsparingen, som bliver beregnet ud fra ferieberettiget løn i perioden.

 

Ny på arbejdsmarkedet

I overgangsperioden havde nye medarbejdere på arbejdsmarkedet mulighed for at låne feriedage på forskud (fondsferiedage) fra Lønmodtagernes Feriefond. I det tilfælde, vil medarbejderens feriepenge blive reduceret i udbetalingen af de indefrosne feriepenge, der kan ansøges om fra oktober.

 

Medarbejderens overblik over feriesaldi

Zenegy indberetter feriesaldi løbende. Det betyder at kunder i Zenegy har overblik over den aktuelle feriesaldo, der er opsparet i overgangsperioden på borger.dk og Zenegy’s medarbejder app. 

Det er dog langt fra alle lønmodtagere der har oversigt over opsparet feriemidler på borger.dk.

Her handler det i høj grad om valg af lønsystem, og måden hvorpå indberetningen er blevet håndteret. Vælger man som virksomhed at indberette opsparet feriesaldi til indberetningsfristen i december 2020, vil det resultere i en manglende oversigt på borger.dk på nuværende tidspunkt.

Er din virksomhed skiftet fra andet lønsystem til Zenegy i overgangsperioden, vil vi anbefale at tjekke op på saldi i eIndkomst og afstemme med beløb i Zenegy. Hvis der er uoverensstemmelse her, skal den løn-ansvarlige i virksomheden tage kontakt til det gamle lønsystem og afklare hvorvidt de håndterer den manglende indberetning.

 

Vil du modtage artikler og nyheder direkte i din indbakke?